![]() |
|||
| NU - kan det være nok?
Vi kender (forhåbentlig) alle fornemmelsen af idel lykke, når vi fx. går en tur i en smuk park en solskins-sommerdag, og vi har ingen bekymringer - der er kun dette øjeblik med duftene, lydene osv. Denne tilstand opstår, når vores sind bliver tavst - det snakkende, (for)dømmende, analyserende, reflekterende sind bliver stille. Det er den rene væren, der for en kort stund meddeler sig gennem vore sanser. Men, kan man/bør man kunne opleve denne tilstand hele tiden? Ville det være lykken? Ville samfundet ikke bryde sammen, hvis alle hele tiden gik rundt og snusede til blomster? Eller ville vi ikke netop få et markant anderledes samfund, hvor vi konstruktivt kunne være til for hinanden, befriet for selviske interesser?
Michelangelos berømte freske, hvor Adam og Eva drives ud af Paradis
[ tilbage ]
|
|||